Sissel - Sæterjentens Søndag

Paa solen jeg ser,

Det lider alt frem,

Snart ar det ved hømessetide.

O, den, som en stund

Fik ønske sig hjem

Blandt folk,

Som paa kirkevej skride!

Naar solskiven stiger lidt,

saa den staar der midt

Over skaret i kammen,

Da ved jeg, i dalen

Klokkerne garr,

Da ringer fra taarnet

Det sammen.

Det nytter ej stort

At tage sin bog

Og synge i hejen sin salme;

Mit loft er for højt,

Og her er det dog,

Som tonerne blegne of falme.

O den, som i dag

Fik blande sin røst

Med hans og de øvriges stemme!

Gud give, at snart

Det lakked mod høst,

Gud give, jeg atter var hjemme!